Anti-korruption

NKT ønsker konkurrence på fair betingelser og deltager derfor ikke i ulovlige, konkurrenceforvridende tiltag
Vi arbejder inden for områder med risiko for korruption. Vi køber store varemængder, håndterer store projekter, og vi er aktive inden for brancher, hvor der har været tilfælde af karteldannelser og korruption. Desuden er vi en global virksomhed med tilstedeværelse i dele af verden, hvor korruption har været og stadig er meget udbredt.
Internt compliance-koncept
NKT er en stærk fortaler for fair konkurrence. Vi betragter det som et vigtigt aktiv for vores kunder, at vi ikke deltager i ulovlige, konkurrenceforvridende handlinger. Vi ønsker at sikre, at vores politikker omkring dette emne er i fokus og overholdes. Derfor er en anti-korruptionsvurdering en del af førnævnte Statement of Representation, som underskrives af alle ledere af NKTs juridiske enheder en gang om året. Dokumentet bekræfter blandt andet, at ledelsen har sikret sig, at medarbejdere, der hyppigt er i kontakt med leverandører og kunder, kender NKTs anti-korruptionspolitik og forstår de konsekvenser, der er forbundet med ikke at efterleve den. Endvidere registrerer og rapporterer vi alle anmeldte tilfælde af korruption, karteldannelse og hvidvaskning af penge. I løbet af denne rapporteringsperiode har vi ikke registreret tilfælde af korrupt adfærd eller hvidvaskning.
Klagepunktsmeddelelse
Efter afslutningen af denne rapporteringsperiode har NKT Cables og NKT Holding modtaget en klagepunktsmeddelelse fra Europa-Kommisionen i forbindelse med en undersøgelse af markederne for søkabler og nedgravede højspændingskabler i perioden 1999-2008. NKT fremlægger sine betragtninger for Europa-Kommissionen. Undersøgelsen kan vare et til to år, før den er afsluttet.
Ekspeditionsgebyrer
Indtil nu har vi nødtvungent accepteret, at ekspeditionsgebyrer til en vis grad kan være nødvendige for at sikre, at aftalte ydelser kan tilbydes eller leveres, eller at medarbejdernes rimelige sikkerhed eller rettigheder tilgodeses. Et system til at registrere og rapportere ekspeditionsgebyrer er etableret, og det har været meget nyttigt i forbindelse med bevidsthedsskabelse om problemets omfang. Få tilfælde af brug af ekspeditionsgebyrer er registreret i denne rapporteringsperiode.
Den stigende bevidsthed har medført at flere af vores forretningsområder arbejder på at iværksætte interne bevidsthedskampagner og/eller Codes of Conduct til at understøtte et revideret standpunkt om under ingen omstændigheder at acceptere ekspeditionsgebyrer.
Fremover har vi til hensigt også at fokusere på samarbejdspartnere, herunder agenter. Vi vil begynde med at træffe foranstaltninger, der skal sikre, at vores forretningspartnere er kontraktligt forpligtet til at handle i overensstemmelse med vores politikker.
Whistleblower-ordning
En whistleblower-ordning er etableret for bedre at kunne opdage ulovligheder. Den giver medarbejderne mulighed for at rapportere alvorlige betænkeligheder ved tilfælde af ulovligheder eller ukorrekt adfærd. Rapportering kan ske anonymt på alle sprog, både skriftligt og mundtligt. To af de registrerede rapporteringer i perioden 2010-2011 har ført til væsentlig tilpasning af forretningsgange. De to sager var ikke af korruptionslignende karakter.
COP 2011
NKT ledere uddannet til professionelt bestyrelsesarbejde

I 2010 besluttede NKT sammen med andre store danske virksomheder at støtte Erhvervs- og Selskabsstyrelsens initiativ til at uddanne udvalgte ledere i professionelt bestyrelsesarbejde. Hensigten er, at mindre vækstvirksomheder, der har brug for en professionel bestyrelse eller mentor, skal kunne drage fordel af at blive matchet med de uddannede ledere. Ni NKT ledere har opnået certifikatet, og der foretages stadig matchings.