Flere børskurser ›
Traded
17:20:00
Last
216.80
+/-%
-3.64
Volume
173,383
High
224.40
Low
216.80
Market Cap.
5,179,000,567 DKK
  • Bookmark and Share
  • Print
  • PDF

Insiderregler

Ingen personer må handle NKT aktier, hvis de er i besiddelse af ikke offentliggjort viden, der kan have kurspåvirkende effekt. Særligt skærpede regler for handel med NKT aktien gælder for medlemmer af NKT Holdings bestyrelse og direktion samt ledende og særligt betroede medarbejdere i koncernens selskaber. Også disse personers nærtstående parter er underkastet de skærpede regler. I alt 66 navngivne personer er dækket af NKTs insiderregler.

NKT indberetter løbende oplysninger til Københavns Fondsbørs om handler og aktiebesiddelser hos personer, som er dækket af insiderreglerne. Den seneste opgørelse over aktiebesiddelser kan ses under børsmeddelelser.

Nedenstående regelsæt er udarbejdet i overensstemmelse med forskrifterne i lov om værdipapirhandel, aktieselskabsloven samt "Regler for udstedere af børsnoterede værdipapirer på NASDAQ OMX København".

1. Værdipapirer

1.1
Reglerne omfatter handel med værdipapirer, der er optaget til notering på NASDAQ OMX København, og som er udstedt af NKT Holding A/S, herunder aktier, tegningsretter til aktier og konvertible obligationer, medarbejderaktier samt for dertil knyttede unoterede instrumenter så som køberetter (optioner) m.v. De omfattede værdipapirer er i det følgende kaldt "Værdipapirer".

2. Personkreds

2.1

Reglerne gælder for bestyrelsesmedlemmer, direktører samt andre ledende og betroede medarbejdere i NKT koncernen. Endvidere er eksterne rådgivere, som regelmæssigt eller i enkeltstående tilfælde har adgang til intern viden omfattet af reglerne.

For så vidt angår bestyrelse, direktører og medarbejdere i datterselskaber træffer koncerndirektionen på vegne af bestyrelsen i NKT Holding A/S på basis af indstilling fra hvert enkelt datterselskabs bestyrelse afgørelse om den personkreds, som skal være omfattet af reglerne.

De pågældende personers nærtstående parter såsom ægtefælle, samlevere, hjemmeboende børn og andre slægtninge, der tilhører den pågældende persons husstand er også omfattet af reglerne.

Herudover er enhver juridisk person (erhvervsvirksomhed, fond, forening og lign.) omfattet, over hvilken nogen af de nævnte udøver det daglige ledelsesmæssige ansvar eller på anden måde har direkte eller indirekte bestemmende indflydelse.

Koncerndirektionen fører på vegne af bestyrelsen i NKT Holding A/S fortegnelser over de af reglerne omfattede personer. Hver enkelt person får skriftlig meddelelse, når vedkommende er optaget i fortegnelsen hhv. slettes af fortegnelsen.

3. Intern viden

3.1

Enhver, der har intern viden, må ikke købe eller sælge Værdipapirer.

3.2
Ved intern viden forstås specifikke, ikke-offentliggjorte oplysninger om selskaber i NKT koncernen eller markedsforhold vedrørende disse, som må antages at få mærkbar betydning for kursdannelsen på Værdipapirer i NKT Holding A/S, hvis oplysningerne blev offentliggjort. Oplysninger anses først og fremmest som offentliggjort, når de er meddelt NASDAQ OMX København og kvittering er modtaget.

3.3
Enhver, der er i besiddelse af intern viden, må ikke videregive denne til andre, medmindre videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion og modtageren har et arbejdsmæssigt behov for oplysningerne.

4. Oplysningspligt

4.1

De omfattede personer skal straks ved tiltræden af deres stilling give bestyrelsen i det ansættende selskab skriftlig meddelelse om deres besiddelse af Værdipapirer og aktier og anparter i øvrige selskaber inden for NKT koncernen. Meddelelserne indføres i en særlig protokol.

Nærtstående parter (jf. pkt. 2.1) har en selvstændig pligt til aktivt at give insideren meddelelse om evt. dispositioner med NKT aktien. Insideren har herefter pligt til at videregive den samme information til NKT Holding A/S.

Insideren har pligt til at meddele nærtstående parter om deres selvstændige meddelelsespligt.

Skriftlig meddelelse skal ligeledes gives ved senere erhvervelse eller afhændelse af Værdipapirer og/eller aktier og anparter i de øvrige selskaber inden for NKT koncernen. Meddelelse med oplysning om handelsdato, antallet af handlede Værdipapirer samt handelskurs skal gives snarest muligt (evt. ved fremsendelse af genpart af handelsnota) og være NKT Holding A/S i hænde senest dagen efter transaktionen. Ved gavedispositioner skal meddelelse gives i form af oplysninger om dato for dispositionens gennemførelse, antal aktier samt kursværdi.

4.2
Udnyttelse af købe- eller tegningsretsaftaler i form af medarbejderoptioner, der udnyttes ved Selskabets aktive medvirken, skal ikke indberettes.

4.3
De omfattede personer skal lade deres besiddelse af Værdipapirer og aktier eller anparter i de øvrige selskaber inden for NKT koncernen notere på navn.

4.4
Det i pkt. 4.1 og 4.3 anførte gælder ikke for Værdipapirer, som indgår i pensionspuljer i pengeinstitutter eller forsikringsselskaber, hvori den pågældende deltager uden adgang til at påvirke midlernes placering.

4.5
De oplysninger om aktiedispositioner, som er tilgået Selskabet i henhold til de ovenfor nævnte bestemmelser i pkt. 4.1. og 4.2, vil indgå i Selskabets lovpligtige indberetning til NASDAQ OMX København om ledende medarbejderes handel med Selskabets Værdipapirer i den udstrækning, som lovgivningen tilsiger dette.

5. Spekulationsforbud

5.1

Personer, der er omfattet af reglerne, må ikke udføre eller deltage i spekulationsforretninger vedrørende Værdipapirer eller aktier og anparter i øvrige selskaber inden for NKT koncernen.

5.2
Ved spekulationsforretninger forstås bl.a. køb, der ikke har et mere langsigtet investeringsformål, men sker med henblik på salg (og eventuelt genkøb) efter en kort besiddelsestid, normal mindre end seks måneder.

6. Handelstidspunkter

6.1

De omfattede personer må alene købe eller sælge Værdipapirer 6 uger efter offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelse, delårsrapport eller anden tilsvarende meddelelse af regnskabsmæssig karakter. Ved anden tilsvarende meddelelse af regnskabsmæssig karakter forstås meddelelser, der indeholde oplysning om NKT Holding A/S' aktivitet og resultat for en given periode og eventuelt en omtale af selskabets forventede udvikling på tilsvarende vis som en årsregnskabsmeddelelse eller delårsrapport.

6.2
Det præciseres, at selv inden for de nævnte 6 ugers frister må der alligevel aldrig købes eller sælges Værdipapirer eller rådgives andre herom, såfremt den pågældende person har en konkret viden om ikke-offentliggjorte oplysninger, der vil kunne påvirke kursdannelsen.

6.3
Tegning af medarbejderaktier og udnyttelse eller salg af tegningsretter til aktier, der besiddes i forvejen, kan finde sted, selvom tegningen eller salget finder sted uden for fristen på seks uger. Tilsvarende kan købs- og salgsordrer afgivet inden for fristen effektueres efter denne, såfremt effektueringen ikke har været praktisk mulig inden for fristen.

Herudover kan køb og salg af Værdipapirer uden for den i punkt 6.1 nævnte periode på seks uger kun ske, såfremt der er et ganske særligt behov herfor og alene efter at forudgående accept er indhentet fra bestyrelsesformanden i NKT Holding A/S. Køb og salg uden for perioden kan for eksempel ske i forbindelse med aktier, hvortil der er knyttet forkøbsret, køberet, købs- eller salgspligt eller anden tilsvarende bestemmelse. Bestyrelsesformanden skal som udgangspunkt anse det for betænkeligt at meddele accept, medmindre rettigheden eller forpligtelsen kun kan udøves inden for en frist, som de i pkt. 6.1 omhandlede personer eller selskaber ikke selv har indflydelse på.

6.4
Ved offentligt udbud af Værdipapirer kan de omfattede personer alene erhverve disse ved på den første udbudsdag af afgive bindende købstilbud overfor det pengeinstitut eller lignende, der forestår udbuddets gennemførelse.

Tilsvarende kan køb og salg af eventuelle tegningsretter alene ske den første dag, hvorpå sådanne tegningsretter kan handles på NASDAQ OMX København.

7. Sikring af intern viden

7.1

Enhver, der er i besiddelse af sagsmateriale indeholdende intern viden, er ansvarlig for, at sagsmaterialet opbevares og behandles således, at andre ikke kan gøre sig bekendt med indholdet heraf.

8. Overholdelse af reglerne

8.1

De omfattede personer skal ved reglernes ikrafttræden, respektive de pågældendes tiltræden af deres stilling, have udleveret et eksemplar af reglerne.

9. Overtrædelse

9.1

Alvorlige og forsætlige overtrædelser af nærværende regler kan for medarbejdere medføre bortvisning.

9.2
Udgør den i pkt. 9.1 anførte overtrædelse samtidig en overtrædelse af bestemmelserne i lov om værdipapirhandel kan dette endvidere medføre et strafferetsligt ansvar.

10. Ikrafttræden

10.1

Disse regler træder i kraft på datoen for bestyrelsens vedtagelse og erstatter de hidtil for NKT Holding A/S gældende insiderregler.

Således vedtaget af bestyrelsen for NKT Holding A/S
6. april 2005



Til top
12DF2FE20-6B0F-461C-8384-A33462982D30
273EC2BFC-CE80-4DE8-8F7B-5123EEF12782,FC2BB70A-EC10-4A30-BBBC-7AFAE15F1A20,4784EFDF-3F0E-42FC-BF1B-6216934E2450,3A80229B-BC7A-4500-98D6-A636EF6261DA,9653FD6A-126A-449F-A831-3199D604A6FF,FB40504F-60C5-42D2-9601-29344737610A - F373D442-E14B-4026-AE60-EE0EB02F590B