Bredspektrede kompetencerAdministrerende direktør i NKT Flexibles, Michael C. Hjorth, fortæller: - Når man vil gøre sig gældende som leverandør til offshore-sektoren, skal man spænde ganske bredt. Vi fremstiller fleksible rørledninger, som transporterer olie, gas og vand fra undersøiske installationer op til det produktionsudstyr, som etableres på en platform, et skib eller andet flydende udstyr.
Det betyder, at vi skal råde over mange forskellige kompetencer (materialeteknologi, konstruktions- og produktionsekspertiser) blandt vores ingeniører. Hertil kommer, at vi skal sætte os ind i, hvordan de produkter, der skal transporteres inde i vores rør – altså olien og gassen - opfører sig, når de bevæger sig igennem røret. Og vi skal vide, hvordan de ydre påvirkninger (tryk, bevægelse, kemi) fra det omgivende hav påvirker røret i forskellige situationer.
Sidst – men ikke mindst – skal vi vide, hvad det er, som har prioritet for vores kunder, for vi befinder os i et segment, hvor sikkerhed, pålidelighed og fremadrettet leveringsevne er parametre, der tæller lige så meget som prisen.