En af tre - og et unikt produkt- Der er ikke mange af vores slags i verden. Faktisk er der kun franske Coflexip, amerikanske Wellstream og NKT Flexibles, der har kvalificeret sig som leverandører til de store olie/gasselskaber. NKT Flexibles arbejder tæt sammen med Stolt Offshore, der har en 49% ejerandel i virksomheden. Stolt Offshore har specialiseret sig i undersøiske entreprenør-opgaver, og i mange tilfælde er rørene en del af en samlet offshoreinstallationsopgave.
NKT Flexibles er et spin-off fra NKTs kabelforretning, hvor de kompetencer, som man havde udviklet i forbindelse med armering af søkabler, er blevet videreført i NKT Flexibles.
- Det geniale ved rørene er deres fleksibilitet (bøjelighed). Selv om der er tale om et rør, som bygger på jern, metal og plastmaterialer i mange lag, så har røret alligevel en bøjelighed, som strider imod oplevelsen af, hvad der er praktisk muligt. Fleksibiliteten skyldes en raffineret armeringsteknik; når man står ved siden af røret, virker det ubøjeligt, og sagen er da også, at man skal have ualmindeligt gode armkræfter for at bøje sådan et rør. Men når det kobles op på et 300 m langt skib, som bevæger sig op og ned i bølgerne, skal det nok følge med, siger Michael Hjorth.