På forkant med fremtidenDemonteringen af luftledningerne imellem Gentofte og Hørsholm, der forventes tilendebragt medio 2007, er den foreløbigt afsluttende fase i moderniseringen af elforsyningen omkring hovedstaden. I årene 1995-2000 fjernede NESA alle sine andre store luftledninger indenfor bymæssig bebyggelse, idet de blev erstattet af moderne jordkabelanlæg. Ikke mindre end 6 stk. 132 kV luftledninger blev erstattet af to meget kraftige (400 kV) jordkabelforbindelser. Også her var NKT Cables valgt som kabelleverandør.
- Det første af disse anlæg var for os en udviklingsmæssig udfordring af de helt store, siger Anders Jensen. For ingen andre steder i verden havde man nogensinde før fremstillet og lagt et 400 kV vekselspændings-kabelanlæg i jorden over en strækning på 22 km. Det var en bedrift, der for alvor bragte NKT Cables helt ud på el-elitens spydspids.
Hovedstadsprojektets to 400 kV kabelanlæg, og nu også Glentegård-Stasevang projektets 132 kV anlæg, er projekter, som vi er overordentlig stolte af at have været med i. Det er vi, fordi projekterne dokumenterer dels at den danske elsektor er i stand til at agere, så man er på forkant med fremtidens krav, dels at man har tillid til, at NKT Cables kan løfte komplekse projekter. Det kan ikke undgå at smitte positivt af på vores renommé som kabeludbyder, slutter Anders Jensen.