Årsrapporten - del af et større IR-hele- Som bekendt er NKT Holding et børsnoteret selskab, så vi har adskillige hensyn at tage i forhold til den verden, vi befinder os i. Men det ultimative hensyn, som vi har i NKT Holding, er rettet mod de ca. 13.400 aktionærer, der har investeret i NKT aktien, siger Thomas Hofman-Bang. Ud over det lovgivningen og anbefalinger pålægger os, arbejder vi systematisk med at servicere vores nuværende aktionærer og vores kommende investorer med oplysninger, så de til enhver tid har mulighed for at vurdere, hvorvidt de finder det attraktivt at være NKT investor.
Årsrapporten er selvsagt en hjørnesten i vores IR-arbejde. Den suppleres med kvartalsrapporter, som udkommer i maj, august og november måned, og fire gange om året giver vi en mundtlig præsentation af vores regnskabsrapporter. Det sker normalt på den dag, hvor kvartals- eller årsrapporten offentliggøres. Præsentationerne kan følges ”live” via vores hjemmeside, eller man kan efterfølgende klikke sig ind på dem. Herudover deltager vi i road shows, og vi stiller op med præsentation af NKT i forskellige kredse, hvor man gerne vil høre om os.
Sidst men ikke mindst vil jeg gøre opmærksom på, at www.nkt.dk er designet med det sigte at servicere alle vores interessenter med opdaterede oplysninger om NKT. Vi gør os stor umage for at være åbne og opretholde en høj gennemskuelighed omkring de forhold, der påvirker vores indtjening og værdisætningen af vores aktie, pointerer Thomas Hofman-Bang.
Besøg www.nkt.dk.