Et patent skal spærre for konkurrence - I det patentunivers, hvor NKTs IPR-afdeling fungerer, handler det således ikke om antallet af patenter, men om ”de rigtige patenter”. Og som det er tilfældet ved alle andre af NKTs investeringer, vurderer vi nøje, hvilke fordele vi kan opnå ved at foretage den pågældende patentinvestering.
- Hvis jeg skal beskrive det enkelt og klart, så er det rigtige patent for os ét, der vil genere vores konkurrenter mest muligt. Hvis ikke vores patenter er til gene for vores konkurrenter, og enten begrænser deres muligheder for at fremstille og markedsføre et konkurrerende produkt eller gør det dyrere for konkurrenten, så har vi ikke gjort vores arbejde ordentligt. Værdien af et patent er - meget enkelt - ligefrem proportionelt med hvor meget det generer konkurrenter.
- I samarbejde med vores patentkunder udser vi strategiske områder i deres teknologier, og vi fokuserer på at opnå patentmæssig dominans i netop disse områder. Det, at vi sigter mod dominans, betyder ikke nødvendigvis at vi vil hindre alle andre i at arbejde i disse områder. Hvis det er forretningsmæssigt fornuftigt sælger vi gerne licenser til vores patenter.
- Et patent er jo en forbudsret, hvormed man kan hindre andre i at udnytte en patenteret opfindelse. Men der er ikke noget, der hindrer, at man enten kan sælge patentrettigheden eller give andre licens til at benytte den i helt præcise sammenhænge. På den måde kan det samme patent være til rådighed for flere forskellige brugere. Det er en praksis, som er stærkt stigende, og som vi også selv benytter os af i forhold til patentrettigheder, som tilhører andre.