Kinesiske tog på NKT ledningerLagt på 16. juli 2007
En kontrakt med Ministry of Railway (MOR) på levering af elektrisk køreledningsmateriel til et samlet beløb af 45 mEUR (330 mDKK) er startskuddet for etablering af en produktionsenhed i Kina - en produktionsenhed, der også har det sigte at imødekomme den massive efterspørgsel efter køreledninger til jernbanedrift, som forventes indenfor de kommende 10 år.
Det er MOR, der har udpeget JV-partnerne på basis af de særlige kompetencer, som de hver især besidder. Den nye produktionsvirksomhed vil være ligeligt ejet af nkt cables og kinesiske Daqo Group Ltd.
Den økonomisk vækst i Kina har medført et presserende behov for yderligere udbygning af det velfungerende kinesiske jernbanenet. Myndighedernes planer om at ”reducere” de store fysiske afstande i Kina via højhastighedsbaner har nu skabt basis for etablering af en fabrik, som udelukkende skal fremstille køreledningsmateriel til det kinesiske jernbanenet. Fabrikken skal ligge i Nanjing nogle hundrede kilometer vest for Shanghai.