En ambitiøs vinderstrategi Lagt på 14.04.2008
Nilfisk-Advance USA:
Nilfisk-Advance er i fuld gang med at virkeliggøre ambitionerne om at blive ”verdensmester” når det handler om professionelle rengøringsløsninger.
I dag er rengøring på nogle fronter så langt fra spand, sæbe og skurebørste, at det begynder at ligne højere videnskab. Professionel rengøring foregår med højteknologiske rengøringsmaskiner, der skal kunne rengøre store arealer - indendørs og udendørs - effektivt og økonomisk. Udviklingen på området går hurtigt og konkurrencen er skarp.
-Vi vil være en klasse A1 leverandør, og det bliver vi, fordi vi leverer de mest effektive og lønsomme rengøringsløsninger, understreger Christian Cornelius-Knudsen, der er direktør for Nilfisk-Advance’s amerikanske forretning. Fra den position har han erhvervet et grundigere kendskab til professionel rengøring - og markedet for samme - end de fleste.
Han er primus motor i Nilfisk-Advance’s amerikanske strategi, der også her bygger på organisk vækst og strategiske opkøb. Christian Cornelius-Knudsen har igennem årene med Nilfisk-Advance set, hvordan rengøringsvirksomheder med potentiale kan udvikles, når de får en stor professionel koncern i ryggen, der kan bidrage med investeringer i forskning og udvikling, styrke ledelsen og give adgang til global salgs- og markedsføring.
Se billeder af Nilfisk-Advance’s amerikanske maskiner.