Alexander Kara (58 år, tysk og schweizisk statsborger) kommer til NKT fra ABB og en stilling som Senior Vice President, HUB Business Unit Manager CSE, High Voltage Products med ansvar for alle ABB's højspændingsfabrikker og -markeder i Central- og Sydeuropa. Før det, og siden 1987, har han haft flere ledende stillinger i ABB, heraf nogle med globalt ansvar. Fra 2012 til 2014 var Alexander Kara direktør for ABB's globale energikabelforretning i Karlskrona, Sverige, som nu er ejet af NKT.
Bestyrelsesformand Jens Due Olsen udtalte i marts:
Med udnævnelsen af Alexander Kara til administrerende direktør for NKT har vi fundet den rette profil til at styrke vores kabelforretning og positionere os endnu bedre til at kunne få udbytte af den grønne omstilling og vækstmulighederne på vores kernemarkeder. Alexander har stærke lederevner og 30 års international erfaring med at drive forretning og fabrikker i vores branche.
Alexander Kara siger:
Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for NKT og aktivt tage del i udviklingen og væksten i NKT. Jeg brænder for energikabelsektoren og ser frem til at blive en del af den markedsledende aktør inden for jævnstrømsteknologi.