Kontakt
Find de rette NKT-kontaktpersoner til din region her.

NKT er tildelt ordre til over EUR 1 mia. på SüdLink DC højspændingsprojektet

29. jun. 2020

NKT er blevet tildelt sin største ordre nogensinde til en værdi af over EUR 1 mia. (cirka DKK 7,45 mia.) af TenneT og TransnetBW. Kontrakterne består af levering og installation af et 525 kV XLPE højspændingskabel-system til jævnstrøm (DC) med en længde på cirka 750 km. til den tyske SüdLink-korridor.

Suedlink TenneT
SüdLink-korridoren består af to kabelsystemer, og NKT er tildelt kabelforbindelsen på 2GW, som bliver verdens største og længste nedgravede DC højspændings-interconnector. SüdLink-linjen starter i det nordlige Tyskland, hvor den kobles sammen med strømforsyning fra havvindmølleparker og med interconnectoren Nordlink, der transporterer strøm fra vandkraft i Norge til Tyskland. NordLink er et 525 kV DC højspændings-offshorekabel, som NKT også har leveret. I maj i år annoncerede NKT desuden ordren på størstedelen af 525 kV XLPE DC-kabelsystemet til SüdOstLink-korridoren i det østlige Tyskland. 
NKT CEO Alexander Kara siger:
Ordren til SüdLink understreger NKTs position som en vigtig partner i den tyske omstilling til vedvarende energi og i at forbinde de nationale elnet. Vores energikabler sikrer nu, at strøm fra vind og vandkraft kan transporteres hele vejen fra Norge og Nordsøen til Sydtyskland via de to kabelforbindelser NordLink og SüdLink. Disse omfattende interconnectors udgør et stort markedspotentiale for NKT, og som en ledende udbyder af DC-højspændingsteknologi er vi godt positioneret til fremtidige projekter, der understøtter den grønne omstilling.
Med SüdLink-ordren skal NKT levere kabler og kabeltilbehør til de to delprojekter, som tilsammen udgør det ene af de to kabelsystemer. Derudover består ordren af en specialdesignet løsning til, at kablet kan krydse Elben-floden og føres gennem en saltmine. NKT forventer at starte produktionen til SüdLink på sine fabrikker i Køln, Tyskland, og i Karlskrona, Sverige, i starten af 2022 og med endelig færdiggørelse i 2026.
NKT har gradvist øget sin højspændingsordrebog siden slutningen af 2018 til nu at være rekordstor og udgøre cirka EUR 2,7 mia. NKT har desuden positive markedsudsigter med stadig mere omfattende og komplekse projekter og planlægger derfor at investere cirka 
EUR 150 mio. i 2020-2022 i at udbygge sine højspændingsfabrikker. For at realisere de investeringer, planlægger NKT at udnytte den bemyndigelse til at udstede nye aktier inden udgangen af 2020, som blev godkendt af Generalforsamlingen den 18. juni 2020.
SüdLink er en af tre, lange kabelforbindelser, som skal transportere vedvarende energi fra de nordlige dele af Tyskland til de sydlige dele, og den forbinder forbundsstaterne Slesvig-Holsten og Baden-Württemberg. Tilsammen vil de tre kabelforbindelser dække en væsentlig del af landets strømforsyning og er et vigtigt element i ‘Energiewende’; Tysklands langsigtede strategi for et komplet skifte til vedvarende energi i 2050. Kabelsystemerne fra NKT bidrager dermed til transport af vedvarende energi, og samtidig produceres de på fabrikker, som begge kører på 100% grøn strøm.
Ordren på kabelsystemet til SüdLink ændrer ikke på NKTs finansielle forventninger til 2020.

Michael Nass Nielsen

Head of Investor Relations
Michael Nass

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nu!

Vil du gerne være opdateret og modtage nyheder fra NKT? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv regelmæssigt opdateret om produkter, løsninger og services.
Tilmeld dig nu!
Rip cord
Loading...